v. Orla Nautrup
Jebjerggårdvej 25
7870 Roslev
Tlf: 9757 4165
Mobil: 4030 4488
Fax: 9757 4765
Send en e-mail

Tæthedsprøvning kan hindre slagsmål

Byggesagkyndig rykker bygmestre til undsætning med nyt udstyr, der kan dokumentere overholdelse af de nye krav i Bygningsreglementet.

Fra 1. april 2006 er der fastsat grænser for, hvor utæt et byggeri må være for at overholde de nye regler i Bygningsreglementet.

Denne bestemmelse vil mange byggevirksomheder få problemer med, hvis ikke de er i stand til at dokumentere, at et nybyggeri overholder kravene ved aflevering til bygherren.

Det er baggrunden for at tømrermester Orla Nautrup i Jebjerg i Salling har etableret firmaet Dansk Bygningsundersøgelse, hvor han med et avanceret, computerstyret test- og måleudstyr er i stand til at gennemføre tæthedsprøvning efter EU-standarden DS/EN 13829. Testresultaterne indgår i en rapport, der tjener som dokumentation for at kravene er overholdt.

Orla Nautrup ved af erfaring, at netop tætheden ofte er et stort problem i mange nybyggerier. Han er beskikket byggesagkyndig under Huseftersynsordningen i 1998, ligesom han er syns- og skønsmand for Byggeriets Ankenævn og i flere retskredse.

Kravet i det nye bygningsreglement er, at luftskiftet i klimaskærmen ikke må overstige 1,5 liter i sekundet pr. kvadratmeter ved et over- eller undertryk på 50 pa.

Det kræver ikke alene et avanceret udstyr at dokumentere, men tillige en grundig uddannelse i brugen. Den har han gennemgået hos førende danske og internationale eksperter, som han fortsat samarbejder med.

Systemet til tæthedsprøvning er udviklet i samarbejde med Byggestyrelsen.

"Det er ganske vist endnu ikke et lovkrav at foretage tæthedsprøvning, men bliver det snart fordi det indgår som en del af det seneste energiforlig i folketinget i februar 2008", fastslår Orla Nautrup.

De kommunale byggemyndigheder har dog siden 2006 kunnet forlange en tæthedsprøvning som betingelse for tilladelse til ibrugtagning.

"Men under alle omstændigheder kan det spare bygmesteren for senere ærgrelser og stridigheder med bygherren, hvis han allerede ved afleveringen er i stand til at dokumentere, at kravene er overholdt", tilføjer Orla Nautrup.

Tæthedsprøvningen er samtidigt en naturlig del af et byggefirmas kvalitetssikring og kan derfor også anvendes i markedsføringen. Dertil kommer, at eventuelle fejl er noget lettere at udbedre inden et nybyggeri er taget i brug.

For hvis testen viser, at byggeriet ikke overholder kravene i bygningsreglementet, kan der i samme forbindelse udføres en termofotografering, der viser hvor problemerne findes.

Kontakt os
for yderligere information.
Med testudstyret kan Orla Nautrup, gennem firmaet Dansk Bygningsundersøgelse måle, om et nybyggeri overholder de nye krav til tæthed og med termofotografering afsløre, hvor der evt. er problemer. (Foto: Jens Utoft)